02/09/2025
Det her er Kasper.
Efterhånden har han det som om systemet er imod, at han har valgt at bo uden for de største byer i Danmark. Jeg forstår ham egentlig godt.
Især efter hvad der skete for et par dage siden...
Kasper er 30 år gammel og skal til at starte på kandidaten i medicin. Han spiller fodbold i Nykøbing FC, og ham, hans kone og deres to børn har købt et hus i Sundby lidt uden for Nykøbing. Han vil gerne bruge sin lægeuddannelse i området bagefter. Noget som alle råber og skriger på at flere gør.
Alligevel skal Kasper nu pendle til Esbjerg fra september af. Helt efter reglerne, javel. Men det kan ødelægge Kaspers ønske om at blive på landet - også efter han er blevet læge.
Jeg har længe været i kontakt med Kasper og hans kone Celina, fordi jeg har taget sagen op på Christiansborg. For at se om der kan laves noget mere smidighed her.
Nu er den så gal igen. Meget gal...
Kasper vil gerne søge ungdomskort til togrejsen. Men det kan han ikke. Hvorfor? Fordi systemet siger der er for langt til Esbjerg(!?).
Transporten skal være "realistisk at pendle" på daglig basis, siger SU-styrelsen/DITS.
Der er ca. 350 kilometer mellem Nykøbing F. og Esbjerg. Kasper skal stå op kl. 02.00 om natten, for at nå morgentoget fra Ringsted St., så han kan være i Esbjerg. Det er hårdt med to små børn, selvom det selvfølgelig ikke er hver dag han skal være fysisk i Esbjerg (det ville være umuligt). Men han er stædig og vil gerne give det et forsøg.
Meldingen er så følgende til Kasper: Der er så langt til Esbjerg, at han enten selv må betale hele transportudgiften for at passe sin uddannelse, eller flytte fra den del af landet han gerne vil være læge i. Hvor vi råber og skriger på unge som Kasper og Celina.
Der er noget ravruskende galt her. Jeg kommer til at spørge ind til hvordan det kan være rigtigt, og vil forfølge sagen.
Regler er regler, jaja. Men hvis folk gerne vil kæmpe for at skabe en familie et sted hvor vi mangler læger, så burde systemet være smidigt.
Overvej at dele Kaspers historie her. Sidst jeg fortalte om det, så fik jeg så mange beskeder fra folk der har kæmpet med noget af det samme. Det gør en forskel.
Kh. Frederik